F-kort eller F5 — hvad ville jeg gøre?
Mens vi står på tærsklen af det næste ECB-møde, d. 11/6 og justering af F-kort renten som kommer i kølvandet af mødet, så går jeg med nogle overvejelser ifm. med mit eget lån - som pt. er F-kort.
Forskellen på F-kort og F5 (og andre F lån)
Begge hører under de fleksible lånemuligheder der er. Forskellen er dog, at med F-kort lånet, da skifter renten hvert halve år, altså d. 1. januar og 1. juli. F5 lånet fastfryser renten i fem år. Renten vil være den pålydende rente på den dag, hvor du stifter lånet. F3 fastfryser i tre år, F1 i et år osv. Nogle banker udbyder ikke F-kort og andre udbyder F10 lån også.
Der er klare fordele og ulemper ved disse lån, men fælles for dem er, at de typisk er lavere end de 30-, 20- og 10-årige fastforrentede lån.
Omkostninger
Der er altid omkostninger ved at stifte et nyt lån, disse omkostninger vil typisk dække stiftelsesgebyrer, sagsgebyrer, tinglysning osv. Det er altid noget man skal sætte sig ind i. Spørg altid en uvildig rådgiver og krydstjek med din egen bankrådgiver.
Mit tænkesæt
Jeg bor i et hus, som ligger i Rødovre. Her er huspriserne gået helt amok og mit hus er steget med 20% på under et år. Det er helt gak-gak, men noget jeg kan bruge i mine overvejelser om mit lån. For selvom jeg ikke skal sælge, eller købe et andet hus, så kan jeg udnytte situationen til at få ændret min belåningsgrad.
Lige nu ligger min belåningsgrad på lige under 50% - det betyder, at min bidragssats er på 0,75%. Det er altså en af de udgifter jeg har for at have mit lån. Den hastighed huspriserne i mit områder stiger med, har en betydning for hvor hurtigt jeg kan komme under 40% i belåningsgrad, så min bidragssats bliver markant lavere. Hvis huspriserne i mit område stiger med samme hastighed, så vil jeg være under 40% i K3-27, altså om lidt over et år. (I mit dashboard kan du lægge dine egne tal ind og beregne ud fra hvordan priserne er i dit område)
Jeg forventer naturligvis ikke at priserne stiger så aggresivt. Men med en mere konservativ vurdering, vil jeg komme under 40% engang i K1-30. Dvs. at jeg må tage en beslutning om jeg vil betale den ”høje” bidragssats i fem år, hvis jeg skifter til F5, men samtidig sikre mig at jeg ikke kommer til at betale for høje renter. Eller om jeg skal blive på F-kort hvor renten kan blive højt hurtigt, men tilgengæld risikere at jeg kommer hurtigt under 40% og jeg dermed sparer penge.
Det er ikke nemt – men ret sjovt at gå og gruble over. 🤑